Tirsdag d. 29 December 2009 hidtil "Værste dag i mit liv"

Det var en lidt tragisk dag, da det skete. Ja. Det begyndte med at jeg var sammen med Emma. (Det er min eks bedste veninde, men vi var bedste veninder der)Vi var næsten lige vågnet. Og lå bare i nattøjet og spillede mit ”High School Musical” spil. Vi spillede igen og igen. Og hyggede os rigtigt. Vi var alene hjemme, mor var kørt ind for at handle lidt. Hjemmetelefonen ringede, og jeg skyndte jeg i et hop at snuppe den og sige mit navn. Det var min storesøster. Hun ville snakke med min mor. Men jeg måtte jo bare lige sige hun ikke var hjemme. Så jeg smækkede røret på igen og begyndte at spille videre. Senere ringede min anden storesøster, hun ville også snakke med mor. Men jeg sagde bare den samme besked. Og synes jo det var vældig sjovt at de alle sammen ville have fat i mor. Men vi spillede videre. Lidt senere hørte jeg min mor kom hjem. Så jeg løb ind for at sige de havde ringet så sagde hun, at hun havde snakket med dem. Hun bad mig komme og sætte mig. Jeg tænkte nå okay? Altså? Så sagde hun at grunden til de havde ringet var fordi min far var kommet på sygehuset. Så spurgte jeg hvorfor? Så fortalte hun at det var med et ildebefindende. Jeg vidste jo ikke hvad det var. Så sagde hun at han var besvimet, hjemme ved hans kæreste. Og havde fået hjerte massage i en time. Men nu var han indlagt og lå i respirator. Så jeg sad der, i vente værelset med alle mine søskende, papmor og hendes mor. Og jeg forstod jo ikke en skid? Og vi sad der ”selvfølgelig” i flere timer. Så blev vi kaldt ind. Vi blev kaldt ind i et lille rum. Hvor sygeplejerskerne kom ind de var 2. Manden der skulle snakke med os, så så fredfyldt ud. Og vi håbede det bedste. Han smilte, og vi troede alle det hele var godt. Han fortalte os at vores far havde fået en blødning i hjernen. Og der kom de, der kom ordene jeg ville ønske jeg aldrig havde hørt. ”Vi kan ikke rede ham”. Vi råbte nej i kor. Og faldt ned i skødet, med hænderne foran hovedet. Og så græd vi ellers bare. Det var så uvirkeligt. Der sad jeg, en pige på 12 år. Og havde lige fået af vide, at min far var død. Jeg kan virkelig ikke beskrive, hvad jeg tænkte der? Det kan jeg bare ikke. Jeg gik rundt, og følte bare jeg måtte have luft. Jeg kunne ikke forstå hvad der var sket. Min mor sagde det hele nok skulle gå? Men nej, det gjorde det selvfølgelig ikke. Det passede bare ikke ind i mit liv, det skulle ikke ske. Jeg var 12 år! Men altså, så kom min mor. Og vi ventede på vi kunne komme ind og se ham. Ind og sige farvel. Vi gik rundt på sygehuset, og fik lidt af spise. Eller, jeg fik intet mad den dag. Kun en cola. Jeg kunne ikke klemme en skid ned. Min mave var fuld af kvalme, og mit hjerte var fuld af sorg. Men så efter et par timer, kunne vi komme ind og se ham. Han lå der i sengen, med mærkeligt tøj på ”sygehus tøj” og tungen halvt ude af munden, med respirator i. Han så, så fredelig ud. Det lignede bare at han lå og sov. Mit hjerte bankede, og mit blod pumpede frem, og tilbage gennem hele min krop. Jeg forsøgte at holde ham i hånden, men kunne bare ikke. Rørte ham kun blidt. Også måtte jeg ud. Skulle kaste op. Eller det ”følte” jeg. Mig og min mor fik fat i Emma's mor og fortalte det hele, hun blev virkelig ked af at hører det. Men sagde hun altid ville være der. Efter der gik noget tid, skulle vi hjem. Og jeg lagde mig på sofaen. Trist, og kiggede tv. Min mor var der heldigvis. Min far kørte bare rundt i hovedet på mig hele tiden. Jeg havde jo lige været sammen med ham, og der havde han det fint nok. Så kom min søster, hun havde hovedpine. Så hun lagde sig ind i min mor, og papfars soveværelse. Da det er det eneste sted der er ”helt” mørkt. Efter noget tid, skulle hun tilbage på sygehuset for at se om der var flere håb, og for at være sammen med ham. Efter de var kørt, lagde jeg mig ind på gulvet ved siden af min mors seng. Og forsøgte så at få noget søvn. Det var bare svært. Han kørte jo rundt i hovedet på mig hele tiden. Min far, han skal bare ikke være død. Men altså, jeg faldte i søvn.

Dagen efter. Væltede det ind med sms'er fra alle mine veninder. Om det var rigtig han var død. Og at det var de meget kede af at høre. Men det var nu altså sandt. Jeg skrev et brev til min far, hvor der stod en masse ting i. Og et billede af mig. Det skulle med i hans kiste, når han skulle brændes. Jeg kan huske der var Tina Turner i tv'et. Musik, hvor hun sang. Og det får mig til at tænke på ham. Jeg havde det virkelig dårligt, der var sne og det var snart nytårs aften. Min mor ringede hjem til Emma, for at høre om hun måtte sove hjemme ved mig. Jeg skulle jo have tankerne i noget andet. Det måtte hun selvfølgelig gerne. Så kom hun, og ja. Vi hyggede os helt vildt. Åd en heeeeeeeel masse slik! :-) Så blev det nytår, og vi fik sendt en ballon med nytårs hilsen op til ham, i himlen. Som dagene gik, skulle vi jo så op i kapellet. Og ligge tingene i hans kiste. Jeg lagde brevet ned til ham, og en lyserød rose på hans bryst. Jeg gik frem, for at holde i hans arm. Men gik hurtigt bagud igen, den den var iskold. Han havde også en mærkelig farve. ”Da der jo ikke blevet pumpet mere blod rundt i kroppen på ham”. Vi skulle synge ham ud. Men vi kom så til bisættelse. Og mødtes i hallen derefter, til kaffe og kage. Men dagene gik. Og så blev han endelig brændt, og vi kunne få hans urne sat i jorden. ”Det var alt for koldt før, til det”. Vi fik hans gravsted gjort fint, da vi fik hans sten. Og sneen stampede af. Dagene gik. Og ja, månederne gik. Og begyndte i en sorggruppe. Det hjalp virkelig meget. Og jeg har det så meget bedre nu. Og er kommet det videre man nu kan. Men jeg savner ham, ja det gør jeg. Meget endda.