Mine følelser lige nu

Hej bloggen. 
Nu tog jeg mig endelig sammen til et indlæg igen. 


Jeg har rigtig meget at tænke på lige for tiden. Mig og min mor er flytte fra barndomshjemmet og min papfar, i en lille fin lejlighed. Jeg mangler rigtig meget plads, og det betyder så bare at jeg må af med en masse ting. Det lidt træls, men man skal jo tømme ud. Men jeg har det virkelig svært indeni. Jeg får sådan nogle angst anfald. Og det hele begyndte egentlig da jeg mistede min far i 2009. Jeg var nok selv bange for at dø, eller at min mor skulle dø. Også var jeg chokket, rigtig meget. Min far døde jo pludselig, og det var svært. For dengang vidste jeg ikke hvordan jeg skulle reagere. Jeg gemte mig bag min storesøster. Jeg ville ikke græde offentligt, og det stammer nok fra en rigtig hård omgang mobning da jeg var mindre. Hvor jeg græd bare nogle prikkede til mig næsten. Så fik jeg af vide jeg skulle være stærk, og svare igen. Men så blev det modsat, jeg kunne ikke græde mere. Og jeg græd næsten ikke da jeg mistede min far. Og det kommer nu. Jeg er også begyndt til psykolog. Og jeg får støtte fra familien. Det er bare så svært, at presse sig selv når man ikke kan gå uden sin mor. Pga. de anfald der. Men jeg har så være alene idag. Altså uden min mor. Det har været lidt svært, men det gik. Så nu skal jeg så forsøge at være et par timer i skolen ad gangen. Og fordi jeg er kommet bag ud, vil min lære søge om hjælp. Så jeg tror nok det hele skal blive bedre. 


Hvordan er anfaldene? 
Anfaldene kommer, også kan jeg ikke få ordentlig luft (føler jeg). De er ikke farlige. Men jeg går bare i panik og begynder at græde. Også skal jeg kun have min mor. Fordi jeg åbentbart et sted er bange for at hun skal gå borte, ligesom min far. Jeg vidste jo ikke han skulle dø. Min psykolog sagde at når jeg fik anfaldene skulle jeg huske 3 ting "Jeg dør ikke, jeg bliver ikke skør og det går væk igen". Og de kan være 5, 10, 15, 20 osv min. Men de er heldigvis ikke så forfærdelig lange ved mig. Kun de første gange. (Det begyndte da jeg mistede min far, så stoppede  det i 2 år. Og nu er de tilbage. Som en reaktion på at jeg savner ham. Og ikke har grædt, og talt nok ud). Det er bare en uretfærdig ting, som man må acceptere. 


Så nu ved i hvordan jeg har det. Det blev sikkert noget sjusk det jeg skrev. Men håber alligevel i forstår det. 


Mange knus Cecilie.