Om at være følsom og gemt

Jeg tuder til alt. Reklamer, sange, mine nevøer og niecer, og film. Der skal virkelig ikke ret meget til, og det er virkelig hårdt. Fra da jeg gik i 1 eller 2 klasse, og til 7, 8 klasse blev jeg drillet i skolen, eller det følte jeg i hvert fald. Det var aller værst i 4-5 klasse mener jeg, og der skulle intet til for at jeg begyndte at græde. Så derfor var det jo rigtig sjovt at blive ved med at drille det lille tudefjæs, (pylrerøv som min mor kaldte mig).

Jeg har altid været overvægtig, og det er det der har trampet min selvtillid og mit selvværd helt ned. Er du gravid? Blev jeg tit spurgt at dem fra min årgang, mens de grinte hånende. Drengene og pigerne fra de store klasser så også ned på lille tykke, usikre mig. Det resulterede i at jeg ikke havde lyst til at gå i skole, og at min mor overvejede om hun skulle flytte mig til en anden skole.

Vi snakkede frem og tilbage og det kom ikke til at ske. Jeg snakkede kort med en skole psykolog, men så gik det i sig selv. Da jeg var 13, besluttede jeg mig for at jeg nu skulle prøve at tage på julemærkehjem, og fik sendt en ansøgning afsted. D. 26 februar 2012 startede jeg på hjemmet, og var faktisk super glad for det. Inderst inde var jeg bare overhovedet ikke klar til at forlade min mor i 3 måneder (selvfølgelig med besøg hver uge, og hjemme weekender). Det var simpelthen så frygteligt når jeg skulle sige farvel til hende igen, og græd hver gang vi skiltes.

En nat blev jeg ramt af influenza, og måtte ikke ringe hjem da vores mobiler blev taget, vi måtte kun have dem i en time om dagen. Hvilket også gjorde det super svært. Om morgenen blev jeg hentet af min mor, og fik efterfølgende blærebetændelse, så jeg var hjemme i lidt over en uge. Kom så tilbage, men så begyndte jeg at kaste op hver morgen, pga. mavesyre. Vi besluttede os så til sidst for at det var bedst hvis jeg forlod hjemmet og tog hjem igen. Jeg var der samlet en lille måned, og tabte mig 9 kg.

Efter at have været igennem det forløb og startet i skole igen, begyndte jeg at udvikle angst og kunne intet selv. Jeg fik en akut tid hos en psykolog, og blev hjemme fra skole i en måned. (Du kan læse om hvordan jeg havde det på daværende tidspunkt HER, og indlæg hvor jeg fortæller om min fars død HER).

Jeg kom tilbage på benene igen, og kom i skole og afsluttede 9 klasse. Mine følelser har bare ændret sig markant, og i stedet for hele tiden at tude så gør jeg det aldrig. I hvert fald ikke foran andre mennesker, hvilket gør det svært at hjælpe mig. Jeg bygger en facade, fordi jeg altid har fået at vide at jeg var en pylrerøv. Nu tuder jeg for mig selv!

Jeg er i gang med et forløb hos en sygeplejerske, hvor vi vejer og måler mig, så forhåbentligt begynder alt lige så stille at falde på plads. Jeg kæmper med at blive stærkere, og håber at det kan få mig til at åbne mig mere op, og give mig mere selvværd.

Det er hårdt at blive 18

Jeg er blevet tilbudt et job af min tidligere chef. Har pakket strømper hele foråret og sendt dem ud til en masse kunder. Men det at blive fyret, hænger jo desværre sammen med at blive 18.

Jeg har derfor gået arbejdsløs i 3 måneder nu. Jeg har ikke tænkt over hvordan det ville ende, fordi jeg havde i tankerne at når jeg blev 18, ville jeg få min arv fra min far, men den bliver desværre ikke ved med at være der. Eftersom at jeg også har brug for en opsparing til min kosmetolog uddannelse og en ejerlejlighed i fremtiden, så har jeg ikke det store at gøre med.

Jeg får SU fra 1. Oktober, og jeg er så heldig at selvom min mor er fleksjobber og min far er død, så vælger skat simpelthen stadig at de vil tage efter min mors mands indkomst, så jeg står med udgifter på ca. 2016,- kr. og får sølle 916 kr. I SU. Wuhu, jeg kan ikke få armene ned....

Min mor er meget hjælpsom så hun sørger selvfølgelig for at hjælpe mig med mine udgifter indtil jeg igen har råd, søger job konstant, der er bare aldrig en der mangler..

Men men, min tidligere chef har tilbudt mig et lille modeljob, hvor jeg skal stå model for ham i hans plussize strømpebukser, til at shop. Jeg bliver betalt med strømpebukser, og det er ganske udmærket for en kjole pige som mig der alligevel ikke ejer et par bukser. (Bruger altså strømpebukser hver dag). Så det skal jeg på fredag. Jeg er utrolig nervøs, for jeg har simpelthen så mega lavt selvværd, så det er virkelig en grænseoverskridende opgave for mig. Han skal både kunne se min mave, også er de jo gennemsigtige så mine trusser kommer også til syne.. Men jeg tager det som et selvværds boost, og håber på at det hele nok skal gå.

Han er super sød, og sørger for at det hele nok skal gå i mit tempo, og at det er helt i orden at jeg er nervøs, fordi han godt ved at sådan noget er meget grænseoverskridende. Jeg er super ked af min krop, selvom han sagde at mine ben var til den tynde side. Det gør jo ikke spor at få af vide, men det er nok mest min mave der gør det grænseoverskridende. Han er vandt til at se mig arbejde selv, og med tøj på. Nu skal han pludselig se mig uden særlig meget. Jeg er helt sikker på at det hele nok skal gå når vi kommer i gang, lige nu går jeg bare rundt med en stor klump i maven af nervøsitet. Jeg vil ikke have det til at lyde som om, at det her bare overhovedet ikke er en opgave jeg har lyst til, jeg har brug for det jeg får ud af det, da det er en kæmpe hjælp til en på SU. Det er en grænse der skal brydes, og hvem ved, jeg bliver helt sikkert meget stærkere og mere udstrålende efter det!

Vi skal tage billeder på fredag, så jeg er super spændt. På lørdag kommer min familie, da vi skal holde fødselsdag for min mor, det glæder jeg mig derimod rigtig meget til!