Om at være følsom og gemt

Jeg tuder til alt. Reklamer, sange, mine nevøer og niecer, og film. Der skal virkelig ikke ret meget til, og det er virkelig hårdt. Fra da jeg gik i 1 eller 2 klasse, og til 7, 8 klasse blev jeg drillet i skolen, eller det følte jeg i hvert fald. Det var aller værst i 4-5 klasse mener jeg, og der skulle intet til for at jeg begyndte at græde. Så derfor var det jo rigtig sjovt at blive ved med at drille det lille tudefjæs, (pylrerøv som min mor kaldte mig).

Jeg har altid været overvægtig, og det er det der har trampet min selvtillid og mit selvværd helt ned. Er du gravid? Blev jeg tit spurgt at dem fra min årgang, mens de grinte hånende. Drengene og pigerne fra de store klasser så også ned på lille tykke, usikre mig. Det resulterede i at jeg ikke havde lyst til at gå i skole, og at min mor overvejede om hun skulle flytte mig til en anden skole.

Vi snakkede frem og tilbage og det kom ikke til at ske. Jeg snakkede kort med en skole psykolog, men så gik det i sig selv. Da jeg var 13, besluttede jeg mig for at jeg nu skulle prøve at tage på julemærkehjem, og fik sendt en ansøgning afsted. D. 26 februar 2012 startede jeg på hjemmet, og var faktisk super glad for det. Inderst inde var jeg bare overhovedet ikke klar til at forlade min mor i 3 måneder (selvfølgelig med besøg hver uge, og hjemme weekender). Det var simpelthen så frygteligt når jeg skulle sige farvel til hende igen, og græd hver gang vi skiltes.

En nat blev jeg ramt af influenza, og måtte ikke ringe hjem da vores mobiler blev taget, vi måtte kun have dem i en time om dagen. Hvilket også gjorde det super svært. Om morgenen blev jeg hentet af min mor, og fik efterfølgende blærebetændelse, så jeg var hjemme i lidt over en uge. Kom så tilbage, men så begyndte jeg at kaste op hver morgen, pga. mavesyre. Vi besluttede os så til sidst for at det var bedst hvis jeg forlod hjemmet og tog hjem igen. Jeg var der samlet en lille måned, og tabte mig 9 kg.

Efter at have været igennem det forløb og startet i skole igen, begyndte jeg at udvikle angst og kunne intet selv. Jeg fik en akut tid hos en psykolog, og blev hjemme fra skole i en måned. (Du kan læse om hvordan jeg havde det på daværende tidspunkt HER, og indlæg hvor jeg fortæller om min fars død HER).

Jeg kom tilbage på benene igen, og kom i skole og afsluttede 9 klasse. Mine følelser har bare ændret sig markant, og i stedet for hele tiden at tude så gør jeg det aldrig. I hvert fald ikke foran andre mennesker, hvilket gør det svært at hjælpe mig. Jeg bygger en facade, fordi jeg altid har fået at vide at jeg var en pylrerøv. Nu tuder jeg for mig selv!

Jeg er i gang med et forløb hos en sygeplejerske, hvor vi vejer og måler mig, så forhåbentligt begynder alt lige så stille at falde på plads. Jeg kæmper med at blive stærkere, og håber at det kan få mig til at åbne mig mere op, og give mig mere selvværd.